 |
|
|
Byvandring i Tingsted 8. juni 06 |
Godt og vel et halvt hundrede mennesker havde taget imod tilbudet om at høre detaljer fra Tingsteds historie på den byvandring, der blev afholdt onsdag aften den 8. juni 06.

Aftenen indledtes med et besøg i kirken, hvor sognepræst Christina Rygaard gennemgik hovedtrækkene af kirkens historie. Selv om der er tale om en gammel bygning, er der blevet bygget til og om i mange omgange, og tilhørerne fik mulighed for at forestille sig det oprindelige kirkerum uden bænke, hvælv og udsmykning, efterhånden som lagene blev skrællet af et efter et.

Herefter inviterede Christina alle en tur om bagved alteret, hvor dele af det oprindelige stenalter er synligt og præsten desuden har sit eneste 'private' opholdsareal på rundt regnet en halv kvadratmeter.

Kalkmalerierne i Tingsted Kirke er vidt berømte og fik naturligvis et ord med på vejen. Kirkens historie og en grunndig gennemgang af kalkmalerierne kan ses på kirkens hjemmeside.

Overfor kirken ved mindestenen for Falsters Landsting, berettede Ebbe Hansen om Tingsted som helligdom, samlingssted og ting, der historisk set strækker sig måske mere end 3500 år tilbage.

For at forstå det må man forestille sig at store dele af Falster i såvel oldtid som middelalder har været meget svært fremkommeligt med langt højere vandstand end vi kender i dag og med store mose- og sumpområder, ikke mindst langs åerne. Her har bakken i Tingsted, hvor kirken nu ligger, kun været tilgængelig fra syd (i retning langs Hullebækvej) og stedet har været let at forsvare og oplagt som samlingspunkt. Senere har Tingsted desuden formentlig været et naturligt sted at krydse åen og derfor et vigtigt sted rent trafikalt.

Først i 50'erne kom man på sporet af den egentlige oldtid i Tingsted, da man fandt tegn på et 'vi' - et V-formet anlæg på flere tusinde kvadratmeter med kirkens alter - og dermed formodentlig tidligere tiders helligdom - i sit 'geometriske brændpunkt'. Ebbe Hansen har lovet at medvirke til at beretningen om dette bliver skrevet ned og gjort tilgængelig på en informationstavle og desuden uddybet her på hjemmesiden.
Vi er i gang med at skrive en lille artikel om mindestene "tingstedet", som netop med beboerforeningens mellemkomst har fået en tiltrængt ansigtsløftning. Mere herom senere.

Byvandringen sluttede af med, at Inger Strange ud for "Købmanden og Brugsen" berettede om landsbyens liv og beboere gennem tiderne, navnlig de håndværk og virksomheder, som tidligere var en levende del af områdets dagligdag. en lille del af dette kan ses her på siden under punktet "Historie og historier" men der er plads til meget mere, hvis nogen vil skrive det ned og evt. supplere med billeder.
Aftenen sluttedes af med kaffe i Lokalhistorisk Arkiv i foreningshuset. |
|
|
Indlogning |
Er du ikke registreret bruger endnu? Klik her for at blive det.
Har du glemt dit kodeord? Få tilsendt et nyt ved at klikke her.
|
Google | |
|
Startside | | Klik her og gør www,tingsted.net til din startside."Læs mere"
|
|
|
|